31. august 2019
Bowies fantom hjemsøger Aarhus
Aarhus Teater inviterer, i samarbejde med Det Kongelige Teater, til et potpourri af fest, farver og Bowie fascination. Heinrich Christensen har iscenesat David Bowies Lazarus på en moderne og forførende måde, der er så kunstnerisk og poetisk at den afdøde kunstner ville være stolt.
Lazarus er historien om rumvæsnet Thomas Newton (spillet af Jacob Madsen Kvols), der er fanget på jorden, men ikke finder sig tilpas i denne verden og higer efter noget større og bedre. Thomas Newton møder en anden fortabt sjæl (Sara Viktoria Bjerregaard), som måske kan blive hans svar på frihed i sidste ende. Lazarus er inspireret af Walter Tevis’ roman The Man Who Feel to Earth, som blev filmatiseret i 1976, med netop David Bowie selv i hovedrollen.
Hovedrollen som Thomas Newton, spilles af Jacob Madsen Kvols og det er næsten uhyggeligt hvor meget skuespilleren ligner og ikke mindst lyder som Bowie. Jacob Madsen Kvols udlever den vildeste Bowie fantasi på scenen, mens han viser en sårbarhed, der skriger på at blive hørt. Jacob Madsen Kvols’ skuespil er så dybdegående og aparte, at vi nærmest kan mærke Bowies ånd strømme ud i salen, og fører os ind i en poetisk verden, der er så forførende at vi glemmer tid og sted.
Lazarus er en magisk rejse, der byder på så mange æstetiske indtryk at vi som publikum sitre og higer efter mere. Publikum trækkes ind i en nærmest psykotisk tilstand, hvor alt fornuft forsvinder og kun drømme står tilbage. Det er en overvældende oplevelse at overvære denne smukke poetiske forestilling, hvor vi tvinges til at sætte spørgsmålstegn ved livets eksistens og hvordan ét forkert valg, kan ændre alting.
Lazarus er et oprør mod de klassiske rammer i dansk scenekunst, hvor alt det vi kender og elsker, bliver revet fra hinanden og sat sammen på ny. Forestillingen sætter dybe spor i sandet og sender Danmark direkte ind i den internationale liga af scenekunst. Det er smukt og dybt fascinerende!
Lazarus har et så stærkt kunstnerisk momentum, at den kan meget vel gå hen og blive en af årets helt tunge drenge. Det er en rejse som man bestemt ikke bør snyde sig selv for, uanset om man er Bowie fan eller ej.
Lazarus spiller på Aarhus Teater fra den 29. august 2019 og kan desuden opleves på Det Kongelige Teater i foråret 2020. Billetterne kan købes hhv. her og her.